Efterårsferien bød på en tur til Rumænien. Turen var mildest talt noget af en blandet oplevelse, men mødet med dejlige mennesker blødte indtrykket noget op.
De dårlige elementer viste sig allerede ved ankomsten, hvor jeg havde booket et værelse på et privat B&B. Men da jeg kl. 20 om aftenen efter en meget lang dag i bilen bankede på døren, blev der ikke svaret. Ja, faktisk kunne jeg se nogle mennesker, som gik og hyggede sig med noget barbeque, men da jeg råbte dem an, svarede de ikke. Til sidst råbte jeg “I take that as a NO!”, og så lød svaret “DA!” (“Ja” på russisk).
Så det medførte en overnatning i min lille Suzuki Ignis, for jeg kunne ikke finde et hotel, som ville tage os. Det blev selvsagt ikke til megen søvn den nat…..
Heldigvis var selve udstillingen rimelig godt organiseret, men den foregik udendørs, hvilket ikke var noget for mine hunde. Whippets er nu bare bedst ved +20 grader, så de 14 grader og vind, vi blev budt, var ikke optimalt.
Lørdag bød på to udstillinger: En national, hvor vi konkurrerede om cac (et nationalt certifikat) og en international, hvor vi konkurrerede om cacib (international certifikat).
Som forventet vandt både Asta og Darcy deres klasser og fik derfor begge cac, men om eftermiddagen til cacib-konkurrencen gik det ikke helt som forventet.
Asta tog uden problemer sit cacib, men Darcy faldt for en dommer, som mente, at han var for høj. Forestil dig følgende situation: Darcy står på et udstillingsbord, som er for lille, så han kan ikke stå korrekt. Dertil kommer, at han ikke er trænet til at blive målt, da det er meget sjældent nu om dage, at dommerne vil måle hundene. Så da dommeren ville måle ham, skød han ryg af angst for dette mærkelige apparat, som dommeren ville lægge ind over hans ryg, og trak sig væk fra dommeren. Resultatet blev, at dommeren målte ham til 53 cm (!!), og så var han dømt ude….
(Hvis du læser denne post og vil have en uddybende forklaring, siger du bare til.)
Så er vi nået til aftenen, og jeg havde fortsat ikke fundet et hotel til os, men jeg havde fundet Shirley fra Tyskland, og hun reddede mig. Shirley var nemlig kørt til Tyskland i sin store firmabil, som hun også sov i. Den var lun og varm, så mine hunde fik lov at overnatte i bilen sammen med Shirley og hendes to siberian huskies. Og jeg fik lov at sove igennem på det lokale hotel! Tusind tak, Shirley! 🙂
Næste dag var der igen en dobbelt udstilling, og denne gang gik alt som planlagt. Derfor kunne jeg tage hjem med to hunde, som nu også kan kalde sig rumænske champions (ROCH) og også rumænske grand champions (ROGRCH).
Planen var egentlig at køre mandag morgen, men søndag eftermiddag havde jeg fået nok af Rumænien, så jeg ville bare gerne hjem – hjem til en ordentlig seng og noget ordentlig mad….