Det var en helt igennem fantastisk dag i lørdags ved Myndeklubbens udstilling i Roskilde. Midt i en coronatid, som ellers lægger sine begrænsninger på alt og alle, var hele 83 whippets tilmeldt til udstillingen, så dagen blev imødeset med stor spænding.
Da jeg stillede både Tara og Lily i juniorklasse, havde jeg fået Josefine Piippo Røschke til at hjælpe med at handle Tara, og det gjorde Josefine til UG. Tara fik nemlig et reserve cert, hvilket betød, at hun blev dansk junior champion, da hun i forvejen har to cert’er. Var jeg lige stolt og glad?!
Samme dag fik Tiny Tunes Dancing In The Dark aka Bjørn, som er ejet af Pernille Junie Pedersen, også sit sidste cert og kan derfor kalde sig dansk champion (DKCH).
Lily fik excellent, hvilket jeg er godt tilfreds med, da jeg lavede et par småfejl, da jeg viste hende, og endelig fik Tiny Tunes Hello Sunshine ejet af Stine Jacobsen også excellent.
Så alt i alt blev det en vidunderlig dag for kennel Tiny Tunes!