Myndeklubbens forårsudstilling i Strøby ved Køge markerer for alvor, at nu er udstillingsåret gået i gang, og som medlem af Myndeklubbens bestyrelse og sekretær i vores udstillingsudvalg er det en MEGET travl tid, jeg nu går i møde. Men jeg elsker det!
I går havde jeg ydermere den store fornøjelse, at tre af mine hvalpekøbere fra Asta/Ollie-kuldet havde meldt deres nu 4,5 måneder gamle hvalpe til, så denne gang var der ekstra spænding på, i forhold til hvad der plejer at være.
Tiny Tunes Winter Sounds (Ziggy) og Tiny Tunes Winter Time (Dante) stillede i babyklasse-hanner, og Tiny Tunes Winter Love (Bambi) stillede i babyklasse-tæver. Dommeren var ingen ringere end den berømte whippetopdrætter Arnaldo Cortugno, som har kennel Sobresalto, så det var med en vis bæven fra min side, at mine hvalpe skulle i ringen.
Men vi blev ikke skuffede!!
Først vandt Ziggy sin klasse med Dante på 3. pladsen, og sørme om ikke også Bambi vandt sin klasse. Det betød så, at Ziggy og Bambi skulle konkurrere mod hinanden om at blive “bedste whippet baby” (Bedst i klassen/BIK), og den tog Bambi hjem!
(For de indviede betød det altså, at min kennel tog både BIR og BIM i babyklassen.)
Dermed havde Bambis ejere vundet en meget lang eftermiddag, for nu skulle Bambi vises i Store Ring til de afsluttende finaler om at blive Best In Show. Her skulle Bambi konkurrere mod de andre racer/babier, fx. irsk ulvehund, greyhound, saluki, italiensk mynde osv., så det er ikke en nem gruppe, for der er altid mange flotte hunde, men…..
HUN VANDT!! Og blev dermed Best In Show 1
Kennelmutter var/er pavestolt…. 😀