Author: anneeken

---

I går gik turen til årets første udstilling i Myndeklubben – og sikke en dag det skulle vise sig at blive.

Hannibal på bare 9 måneder var meldt til i juniorklassen, men forventningerne var ærligt talt ikke høje for Hannibal ligner stadig mest af alt… ja, en stor hvalp. Ikke i højden – han er kun 49 cm – men i hele sit udtryk. Han er først for nylig begyndt at lette ben – sådan lidt halvhjertet – så forestil jer ham stå over for ældre juniorhanner, der allerede ligner færdige, maskuline whippets.

Men den irske dommer Vincent O’Brien – med den skønneste, karakteristiske dialekt – havde tilsyneladende andre planer.

På udstillingsbordet tog han sig god tid med Hannibal. Han gennemgik ham grundigt og fremhævede især hans veludviklede baglår. “Time well spent at the beach running,” fik jeg sagt – og pludselig stod vi dér… som vindere af juniorklassen for hanner!

Hannibals første juniorcertifikat var i hus.

Det havde jeg på ingen måde set komme. Som i overhovedet ikke. Jeg havde end ikke taget mit pæne udstillingstøj på, men løb rundt i gummistøvler – indendørs! – så overbevist var jeg om, at vi ikke havde en chance.

Og det gør det kun endnu vildere, at det ikke var hvem som helst, vi slog. Feltet var stærkt med flere store navne.

I konkurrencen om “Bedste Han” måtte vi dog se os slået af de voksne drenge og endte som nummer 5. Men heldet var ikke færdigt med os endnu. Ingen af de fire foran os kunne bruge certifikatet – og så gik det videre til Hannibal. Pludselig stod han med endnu et certifikat, denne gang et “voksent” et, og er nu godt på vej mod titlen som Dansk Champion!

Herefter ventede næste spændingsmoment: Konkurrencen mod bedste juniortæve. Men der var ikke meget ventetid. Vi nåede knap en runde i ringen, før jeg fik et fast håndtryk og et “congratulations”. Endnu en sejr!

Og så… videre til Store Ring.

Her ventede finalerne mod juniorvindere fra andre racer – borzoi, afghansk mynde, saluki, podengo portuguese, italiensk mynde og flere endnu. Igen tænkte jeg, at nu måtte eventyret stoppe.

Men nej.

Vi vandt.

En kæmpe tak skal derfor lyde til Zaco Sonne Futtrup for at have set kvaliteterne i min dejlige junior.

Dagens resultater – i udstillingssprog – blev:

• Junior CAC
• CAC
• Junior Best of Breed 1
• Junior Best in Show 1

“A day to remember,” som man siger. 😀

---

Efterårsferien bød på en tur til Rumænien. Turen var mildest talt noget af en blandet oplevelse, men mødet med dejlige mennesker blødte indtrykket noget op.

De dårlige elementer viste sig allerede ved ankomsten, hvor jeg havde booket et værelse på et privat B&B. Men da jeg kl. 20 om aftenen efter en meget lang dag i bilen bankede på døren, blev der ikke svaret. Ja, faktisk kunne jeg se nogle mennesker, som gik og hyggede sig med noget barbeque, men da jeg råbte dem an, svarede de ikke. Til sidst råbte jeg “I take that as a NO!”, og så lød svaret “DA!” (“Ja” på russisk).

Så det medførte en overnatning i min lille Suzuki Ignis, for jeg kunne ikke finde et hotel, som ville tage os. Det blev selvsagt ikke til megen søvn den nat…..

Heldigvis var selve udstillingen rimelig godt organiseret, men den foregik udendørs, hvilket ikke var noget for mine hunde. Whippets er nu bare bedst ved +20 grader, så de 14 grader og vind, vi blev budt, var ikke optimalt.

Lørdag bød på to udstillinger: En national, hvor vi konkurrerede om cac (et nationalt certifikat) og en international, hvor vi konkurrerede om cacib (international certifikat).

Som forventet vandt både Asta og Darcy deres klasser og fik derfor begge cac, men om eftermiddagen til cacib-konkurrencen gik det ikke helt som forventet.

Asta tog uden problemer sit cacib, men Darcy faldt for en dommer, som mente, at han var for høj. Forestil dig følgende situation: Darcy står på et udstillingsbord, som er for lille, så han kan ikke stå korrekt. Dertil kommer, at han ikke er trænet til at blive målt, da det er meget sjældent nu om dage, at dommerne vil måle hundene. Så da dommeren ville måle ham, skød han ryg af angst for dette mærkelige apparat, som dommeren ville lægge ind over hans ryg, og trak sig væk fra dommeren. Resultatet blev, at dommeren målte ham til 53 cm (!!), og så var han dømt ude….

(Hvis du læser denne post og vil have en uddybende forklaring, siger du bare til.)

Så er vi nået til aftenen, og jeg havde fortsat ikke fundet et hotel til os, men jeg havde fundet Shirley fra Tyskland, og hun reddede mig. Shirley var nemlig kørt til Tyskland i sin store firmabil, som hun også sov i. Den var lun og varm, så mine hunde fik lov at overnatte i bilen sammen med Shirley og hendes to siberian huskies. Og jeg fik lov at sove igennem på det lokale hotel! Tusind tak, Shirley! 🙂

Næste dag var der igen en dobbelt udstilling, og denne gang gik alt som planlagt. Derfor kunne jeg tage hjem med to hunde, som nu også kan kalde sig rumænske champions (ROCH) og også rumænske grand champions (ROGRCH).

Planen var egentlig at køre mandag morgen, men søndag eftermiddag havde jeg fået nok af Rumænien, så jeg ville bare gerne hjem – hjem til en ordentlig seng og noget ordentlig mad….

En lang, men dejlig dag er ved at være slut. “A day to remember”, som det hedder.

Egentlig havde jeg ikke lyst til at tage på udstilling i dag i Ringsted til Myndeklubbens efterårsudstilling, men jeg havde lovet en bekendt, at jeg ville stille hendes whippet, da hun selv er dårligt gående, så det var ikke rigtig en mulighed at melde fra – og jeg havde jo også meldt både Asta og Darcy.

Så afsted måtte vi.

Og som det ofte går, når man mindst af alt forventer det, så sker det!!

Asta stillede naturligvis i championklasse, da hun er BACH, men jeg havde ikke de store forventninger, for feltet af tæver var stærkt. Men hvad kan jeg sige andet end, at hun gjorde det!

Først vandt hun championklasse og fik derfor et klub champion certifikat, og dernæst gik hun hele vejen og blev bedste tæve, hvilket udløste endnu et certifikat, som med et snuptag gjorde hende til dansk champion (DKCH).

Bagefter vandt hun gud-hjælpe-mig også over hanhunden, hvilket betød, at vi skulle i Store Ring og konkurrere om Best in Show-titlen

Jamen altså, Asta…. 🙂

Her kom Asta på en 3. plads (BIS 3)!

Så dagen, hvor jeg egentlig hellere ville være blevet hjemme, blev da bare den bedste dag, men kunne forestille sig!

Well done, girl!

Til kreds 2’s nationale udstilling i Holbæk i den forgangne weekend (7. -8. juni) havde jeg fået æren af at lave blomsterarrangementerne.

Kreds 2’s bestyrelse havde ønsket at bruge en opstilling med fire stole malet i hhv. rød, blå, gul og grøn, og ovenpå hver af stolene skulle der så stå et blomsterarrangment med blomster stukket i oasis. Derudover skulle der også laves en “spray” til informationen (sidste billede).

Stolene havde jeg allerede, fra da jeg lavede blomsterarrangementerne for Myndeklubben, så det var blot at give stolene en opfriskende omgang maling, og så var den side af sagen i vinkel.

Fredag d. 6. juni startede jeg derfor bilen kl. 5 om morgenen og kørte til Copenhagen Markets i Høje Taastrup og købte blomster, og om aftenen lavede jeg så disse arrangementer. 🙂

Jovist er det følgende skrevet lidt på bagkant, men nogle gange skal man bare have tid og ro til at skrive. Og det har jeg i dag, hvor det er vinterferie. 🙂

2024 blev er igen et herligt hundeår. Det blev især året, hvor jeg turnerede rundt i Europa for at vinde fine titler til Asta og Darcy.

Det hele startede med, at Darcy blev Dansk Junior Champion i foråret. Det betød, at der opstod en god mulighed for at gøre ham til International Junior Champion (C.I.B.-J), hvilket er meget fornemt. Så det satte jeg mig som mål.

Darcy skulle bruge tre sejre i juniorklasse i tre forskellige lande for at få titlen, så derfor startede jeg kort tid efter bilen og kørte 2000 km til Bosnien-Hercegovina. Lidt skør er man vel….

Og sørme om det ikke lykkedes ham at vinde er certifikat i juniorklassen. Faktisk vandt han fire gange, så han blev også Bosnien-Hercegovinsk champion ved samme lejlighed.

Jeg havde også taget Asta med, og også hun blev Bosnien-Hercegovinsk champion.

Derefter gik turen først til Leuwen i Belgien og bagefter til Geneve i Schweiz, og begge gange vandt Darcy sin klasse og kunne efterfølgende kalde sig International Junior Champion.

Det var nogle skønne ture med mine dejlige hunde, hvor jeg også mødte en lang række skønne mennesker.

For at fejre Darcys sejre lavede hans søde opdrættere denne flotte announcment, som selvfølglige blev flashet på Facebook. Hvor ellers?! 😀

Desværre så 2024 også et dødsfald i efteråret. Min højt elskede Terry spiste eet eller andet, han fandt på en gåtur. Guderne må vide, hvad det var, men da jeg opdagede det, var det for sent, og han blev sendt over regnbuen. Tabet har efterladt et stort tomrum i mit hjerte – så stort, at jeg endnu ikke har kunnet få mig selv til at fjerne ham fra oversigten over mine hunde.

Så kom dagen, hvor også Darcy fik en titel. I dag, søndag, på DKK’s internationale udstilling i Roskilde, vandt han juniorklassen over en stribe meget smukke juniordrenge, så det var bestemt ikke givet, at Darcy ville vinde klassen. Men det gjorde han og fik dermed sit 3. junior certifikat, hvilket betyder, at han nu Dansk Junior Champion.

Jeg er SÅ stolt over denne dejlige, smukke hund!

Min dejlige, livsglade, fuld-af-krudt som i Mariehønen-evig-glad Mr. Darcy har vundet sit første certifikat ud af forhåbentlig rigtig mange.

Søndag blev han nr. 2 i juniorkonkurrencen, men da nr. 1 allerede var juniorchampion, gik juniorcertet til Darcy. Har man tre af dem, bliver man DKK juniorchampion (DKJUCH).

Han er jo ikke så udviklet af sin alder, og han vil hellere hoppe og danse rundt ringen end at gå pænt, så glæden var så meget større, da jeg ikke havde nogen forventninger overhovedet til hans præstation. Nu kan jeg så godt mærke, at der formentlig kommer til at gå lidt sport i det, og jeg vil prøve, om ikke jeg kan gøre ham til DKJUCH.

Fingers crossed for Nørresundby om en måd

Sikke en weekend jeg lige har haft i Vejen, hvor Myndeklubbens tredobbelte udstilling blev afholdt! Tre dage i bragende solskin med gode venner, smukke hunde og hårdt arbejde var en vidunderlig cocktail for en hundenørd som mig!

Fredag brugte vi på at stille telte op, gøre ringene klar, arrangere blomster (mig) samt ordne de 10.000 andre småting, der følger med det at afholde en udstilling.

Lørdag kl. 9 gik så den første udstilling i gang, og kl. 13 startede den anden udstilling. Både Ollie og Asta klarede sig ganske godt – ja, faktisk klarede især Asta sig så godt, at hun og jeg skulle i Store Ring og konkurrere om titlen som ”Bedst i Mellemklasse”, dvs. vi skulle konkurrere mod de andre mynderacer i samme aldersgruppe.

Men hvis du har læst min blog fra d. 28.10.22, så ved du, at jeg er fast speaker for Myndeklubben. Derfor: Hvad gør man, når man BÅDE skal speake OG løbe med sin hund i Store Ring? Jo, man tager hunden i venstre hånd og mikrofonen i højre hånd, og så starter man med at præsentere de øvrige hunde, så præsenterer man sig selv, hvorefter man løber ind i Store Ring.

Men mens jeg løber, skal jeg så præsentere de hunde, der kommer EFTER mig, så forestil dig, at her løber jeg med Asta ved min side, samtidig med at jeg speaker på livet løs.

Det var simpelthen så sjovt og spøjst, at jeg var ved at flække af grin flere gange undervejs. Og lidt forpustet nåede jeg også at blive.

Derefter skulle dommeren finde sin vinder, og det blev Asta! Igen skulle jeg derfor speaker:

”Og vinderen blev WHIPPET! Rigtig hjertelig til lykke til jer alle sammen med de fine placeringer.”

Hvorefter Asta og jeg løb hen til 1. pladsen og fik taget et fint billede.

På det tidspunkt var tilskuerne også ved at flække af grin, for alle kunne se det komiske i situationen.

Men ikke nok med, at Asta vandt sin klasse efter den første udstilling – hun vandt også udstilling 2 om lørdagen, og dagen efter – søndag – gjorde hun det sørme igen.

Så tre gange fik jeg lov til at løbe i Store Ring med Asta OG mikrofonen, så jeg nåede at blive helt prof til det! 😀